SÅDAN FÅR DU BLØDE FØDDER
SÅDAN FÅR DU BLØDE FØDDER
SÅDAN FÅR DU BLØDE FØDDER
Når du tænker på at få bløde fødder, så forestil dig at dine fødder som dit fundament. Et fundament på samme måde som fundamentet til en tung bygning. Hvis ikke fundamentet er i orden, skranter hele huset. Det samme gælder for dine fødder. Dine fødder er nemlig under konstant belastning – uanset om du står, går, løber, dyrker sport eller sidder ned. Derfor bør du behandle dine fødder med kærlighed og omsorg. De skal holde hele livet igennem.
DU SKAL ARBEJDE PÅ AT FÅ SKØNNE, SUNDE OG BLØDE FØDDER
Intet er vel mere skønt end små babyfødder. Bløde, runde og sunde ser de ud og føles som. Men alt hvad der bruges, det ældes, belastes og slides. Det gælder også dine fødder. Derfor skal du være god ved dine fødder hele livet – uanset om du er kvinde eller mand, ung som gammel.
Desværre tænker vi ikke så ofte på vores fødder, som vi gør på resten af kroppen – de fleste gør i hvert fald næppe. Og derfor bliver vores fødder ofte nedprioriteret, når det kommer til den daglige og naturlige hygiejne og pleje.
Specielt i vinterhalvåret når vi ikke ser på vores fødder med opmærksomme øjne hver dag, så opdager vi måske slet ikke, hvor hærgede de er.
Dagligt slid og belastning af fødderne – ikke mindst i sko og specielt sportssko giver vores fødder en ”patina” ikke mange af os finder attraktivt. Hård hud, sprækket hud, smerter og ømhed er ofte følgerne af den daglige belastning.
Heldigvis kan du selv gøre rigtig meget for at slippe for, at få tørre og sprukne fødder.
HVAD SKAL DU GØRE FOR AT FÅ BLØDE FØDDER?
Intet kommer over natten. Det gælder også, hvis dine fødder er slidte og ”ude af form”. Du skal derfor væbne dig lidt med tålmodighed. Men tro mig – arbejdet betaler sig.
På samme måde som du – forhåbentligt – børster dine tænder hver dag, så bør du også pleje dine fødder dagligt.
Men selv om det kræver lidt, at få de dejlige sunde fødder, så er det nu heller ikke værre. Du skal blot bruge lidt tid på det.
Med lidt kærlig omsorg for dine fødder så er de friske, bløde og skønne i løbet af 2-4 uger eller kortere tid afhængig af deres ”patina”.
Her nedenfor får du lidt tips og råd:
FREMGANGSMÅDE TIL BLØDE FØDDER
SLIP AF MED DEN HÅRDE OG HÆRDEDE HUD
Hård hud sætter sig typisk på hælene samt på områder, hvor huden naturligt gnider mod skoen. Sidstnævnte er typisk på storetåen. Den hårde hud på dine fødder, kan du forsigtigt fjerne.
Pas på med at anvende fodfil da denne, nemt kan føre til, at hudcellerne deler sig, og danner mere hård hud. Det var jo ikke lige idéen med alt besværet.
Hvis huden er meget tyk, og hærdet kan du eventuelt anvende en pimpsten. Pimpstenen er betydelig mere skånsom end en fodfil, så undlad sidstnævnte fodfil. Men endnu bedre end pimpstenen er, at du med fordel kan anvende en helt almindelig grydesvamp til formålet. Sådan en kan du købe til ganske få kroner i Rema 1000 eller et andet supermarked. Så sparer du både penge, samtidig med at svampen er mere skånsom over for dine fødder.
Hvis du anvender svampen dagligt i forbindelse med dit bad, så vil du se nogle flotte resultater efter ganske få uger.
Sammen med grydesvampen kan du eksempelvis anvende en exfolierende fodcreme. Smør lidt creme på den hårde hud og skrub i cirkulerende bevægelser med svampen. Cremen skrubber, og blødgør din hud ved, at fjerne overfladiske døde hudceller.
For at komme den hårde hud til livs skal du efter ovenstående arbejde med grydesvamp og exfolierende fodcreme, indsmøre dine fødder ind i en god nærende creme.
Det bør du gøre et par gange om dagen, fx morgen og aften den første måneds tid, eller indtil du har fået bugt med det meste af den hårde hud.
BRUG HUSHOLDNINGSFILM TIL AT FÅ BLØDE FØDDER
Det bedste resultat opnår du, hvis du smører fødderne ind i cremen som nævnt ovenfor, og derefter omslutter huden med en plasticpose eller husholdningsfilm. Det kan du gøre de første 2-3 dage.
Om morgenen hvor du måske har travlt, er det nok ikke altid så lige til. Men gør det eksempelvis om aftenen.
Smør fødderne ind, omslut dem med husholdningsfilm eller stik fødderne i en plasticpose, og træk et par tykke uldstrømper på.
Nu læner du dig tilbage, og læser et par kapitler i en god bog, eller ser et afsnit på Netflix, mens du lader cremen gøre arbejdet.
Efter ca. 30-45 minutters tid fjerner du filmen (den på Netflix sætter du bare på pause), og dupper fødderne tørre med et rent håndklæde. Smør eventuelt fødderne ind i et tynd lag fodcreme igen og sørg for at gnide cremen godt ind i huden.
Når du har fået bugt med den hårde hud, kan du nøjes med, at smøre dine fødder ind i creme en enkelt gang om dagen.
Vigtigt! Undlad at indsmøre creme mellem tæerne. Den høje fugtighed øger risikoen for, at der dannes svamp. Husk i øvrigt at tørre dine fødder godt efter badet – og især mellem tæerne.
TAG GERNE FODBAD
… men overdriv ikke
Et fodbad er lise for sjælen – og kan også være det for dine fødder. Bare du ikke overdriver. Tag fx et ugentligt fodbad i en 10 minutters tid. Bland gerne lidt fodsalt i vandet og afslut med at vaske fødderne i en bakteriedræbende fodsæbe. Begge dele er med til at dræbe bakterier og tilføre skønne plejende ingredienser til dine fødder.
I forbindelse med fodbadet kan du jo så sørge for at klippe dine negle. Husk ikke at klippe dem for langt ned, og klip dem gerne lige. Hvis du klipper dem for korte og runde, risikerer du at løbe ind i en nedgroet negl. Det er jeg sikker på, at du gerne vil undgå.
HUSK OGSÅ AT PLEJE DIT SKOTØJ
En god skohygiejne er en del af din fodhygiejne. Derfor skal du sørge for at købe nogle ordentlige sko, som tillader din hud at ånde. Husk også at skifte mellem dine forskellige sko så sved og anden fugt kan nå at tørre ud. Brug gerne en sko-deodorant. Sko-deodoranten dræber både bakterier, og sørger for, at lugten igen bliver til at holde ud.
HUSKELISTE TIL SMUKKE OG SKØNNE FØDDER
- Fodbadesalt
- Grydesvamp
- Fodplejeprodukter. Blandt andet fodcremer
- Neglesaks/negleklipper (husk den skal være skarp. Så skift den ud hvis den bliver sløv).
- Plastikposer (fx affaldsposer) eller husholdningsfilm
- Hyggestrømper (fx uldstrømper)